Ams.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.
Antallet af ledige, der deltager i virksomhedspraktik, er femdoblet over de senere år i Østdanmark. Hovedparten af deltagere i virksomhedspraktik skifter branche i forbindelse med praktikken. To ud af tre ledige gennemfører således virksomhedspraktikken i en anden branche, end de senest har været beskæftiget indenfor. De fleste praktikforløb er korte, det vil sige under 4 uger. Virksomhedspraktik tilbydes oftest til kontanthjælpsmodtagere. Det viser en analyse af anvendelse af virksomhedspraktik i Østdanmark, som Beskæftigelsesregion Hovedstaden & Sjælland har fået udarbejdet. Analysen konkluderer, at hver femte går i job eller ordinær uddannelse umiddelbart efter virksomhedspraktikken. Der kan på baggrund af analysen peges på 7 fokuspunkter for anvendelsen af virksomhedspraktik i jobcentrenes indsats: * Det individuelle formål med virksomhedspraktikken bør være klart * Der bør være et tydeligt udviklingssigte med virksomhedspraktikken * Virksomhedspraktikken bør være del af et sammenhængende forløb * Virksomhedspraktikken kan virke motiverende for at starte på uddannelse * Der bør være fokus på at give virksomhedspraktik som en del af den tidlige indsats eller som det første tilbud * Der bør være fokus på især at benytte virksomhedscentre som tilbud til de svageste ledige * Der bør være fokus på at sprede anvendelsen af virksomhedspraktik på brancher og virksomhedsstørrelse. Se analysen Anvendelsen af virksomhedspraktik i de østdanske jobcentre (pdf).
Se nøgletal for brugen af virksomhedspraktik for hvert af regionens 44 jobcentre.
Om analysen, kontakt fuldmægtig Claus Friborg. Telefon 72 22 34 30.