Pr. 1. august 2009 er der indført nye forenklede regler for unge ledige under 30 år, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller starthjælp.
Der skal være særlig fokus på, at unge uden uddannelse får en uddannelse, og at indsatsen sker tidligt i ledighedsforløbet.
De unge skal senest efter 13 uger have et tilbud om vejledning, opkvalificering, virksomhedspraktik eller løntilskud. Ledige under 20 år skal dog påbegynde tilbud allerede efter 4 ugers ledighed frem til 1. januar 2012.
Hvis de unge allerede har en erhvervskompetencegivende uddannelse, er målet, at de hurtigst muligt skal i job.
Der er 4 indsatsområder og 4 målgrupper for unge ledige, uanset om der er tale om modtagere af arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp eller starthjælp.
1. Ledige under 25 år uden forsørgerpligt og uden erhvervskompetencegivende uddannelse - uden umiddelbare forudsætninger for at gennemføre en uddannelse
Jobcenteret skal for denne målgruppe vurdere, om de kan tage en uddannelse på almindelige vilkår.
Hvis dette ikke vurderes at være tilfældet, skal aktiveringsforløbet så vidt muligt bibringe den unge forudsætningerne for at tage en uddannelse på almindelige vilkår.
Hvis jobcenteret ikke skønner, at det aktuelt er muligt at hjælpe den unge i retning af ordinær uddannelse, målrettes indsatsen i stedet mod ordinær beskæftigelse, fx via tilbud om særligt tilrettelagte uddannelsesforløb eller virksomhedspraktik. I forbindelse med den løbende opfølgning skal jobcenteret have fokus på, om der er sket en udvikling i den unges forudsætning for at få ordinær uddannelse.
2. Ledige under 25 år uden forsørgerpligt og uden erhvervskompetencegivende uddannelse - med forudsætninger for at tage en uddannelse:
Unge i denne målgruppe skal have et pålæg om at søge ind på, påbegynde og gennemføre en uddannelse på samme vilkår som andre unge, dvs. med SU, elevløn eller lignende.
Den unge ledige skal inden for en fastsat tidsfrist komme med forslag til en eller flere studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelser, som det er realistisk for den unge at søge ind på. Det er jobcenteret, der konkret fastsætter tidsfristen.
Herefter pålægger jobcenteret den unge at søge om optagelse på en eller flere uddannelser og at påbegynde den uddannelse, som personen optages på. Det er en betingelse, at der er et forsørgelsesgrundlag under uddannelsen i form af SU, elevløn eller lignende.
Jobcenteret skal tage hensyn til den unges ønsker ved fastlæggelsen af, hvilke uddannelser det vil være relevant for den unge at søge ind på.
Reglerne om ret og pligt til tilbud efter 13 ugers ledighed gælder også unge, der får uddannelsespålæg. Disse unge skal således have tilbud om aktivering frem til starten på uddannelsen, hvor tilbuddet stopper. Jobcentrene bør tilstræbe, at tilbuddet harmonerer med den valgte uddannelse.
3. Ledige under 25 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse og med forsørgerpligt samt ledige mellem 25 og 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse.
For disse skal indsatsen rettes mod, at de enten hurtigst muligt skal i ordinær uddannelse på almindelige vilkår eller i ordinær beskæftigelse.
Jobcentrene skal i forbindelse med kontaktforløbet have fokus på muligheden for at få de unge i job via målrettet kontakt og aktivering. Jobcenteret skal desuden drøfte med den ledige mulighederne for at tage ordinær uddannelse på ordinære vilkår, herunder evt. henvise den ledige til at søge råd og vejledning hos relevante uddannelsesinstitutioner eller Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Det er det muligt at give en mindre gruppe tilbud om ordinær uddannelse i form af enten studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på hidtidigt ydelsesniveau. Det er en betingelse, at jobcenteret konkret vurderer, at dette vil medvirke til, at den ledige hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. Dette indebærer, at hvis det vurderes, at den unge hurtigere vil kunne opnå varig beskæftigelse eller hel eller delvis selvforsørgelse ved fx et kortere tilbud om vejledning og opkvalificering eller et virksomhedsrettet tilbud, skal den unge ikke have tilbud om en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse.
For at få et sådant tilbud om en erhvervskompetencegivende uddannelse på hidtidigt ydelsesniveau er det en betingelse, at den ledige ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse i forvejen, og at personen enten er under 30 år og forsørger til hjemmeboende børn, eller er mellem 25 og 30 år og har været ledige så længe, at pågældende har ret og pligt til efterfølgende tilbud. Det vil typisk sige efter 15 måneders ledighed.
4. Ledige under 30 år med erhvervskompetencegivende uddannelse
Målet for denne gruppe er at hjælpe dem i job via målrettet kontaktforløb og aktivering. De skal undgå længerevarende ledighed, så de ikke mister kontakten til arbejdsmarkedet og risikerer at forringe deres kvalifikationer. Derfor skal jobcenteret som hidtil rette indsatsen mod, at de hurtigst muligt skal i ordinær beskæftigelse.
Tilbud til personer under 18 år
Pr. 1. august 2010 har jobcentrene fået mulighed for at give aktiveringstilbud og evt. tillægsydelser til unge mellem 15 og 18 år, som ikke er i uddannelse, og som efter kommunens vurdering har behov for vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik.
Der tænkes især på unge, som hverken er i uddannelse eller i job eller kun har job af beskedent tidsmæssigt opfang. Der er ikke begrænsning for varigheden af tilbud om vejledning og opkvalificering for disse unge. Varigheden for virksomhedspraktik er op til 26 uger med muligheden for evt. forlængelse. De unge får ikke med tilbuddet en selvstændig ret til at modtage offentlige forsørgelsesydelse. Hvis de unge i forvejen har ret til en ydelse, bevares denne under tilbuddet. De unge får mulighed for at få tilægsydelser efter reglerne for personer, der modtager kontant- eller starthjælp ikke alene på grund af ledighed. Tillige vil de som andre modtagere af kontant- eller starthjælp kunne få op til 1.500 kr. om måneden som hel eller delvis godtgørelse til anslåede udgifter ved at deltage i tilbuddet som fx befordringsudgifter.
De eksisterende bestemmelser om vejledning og opkvalificering og virksomhedspraktik, herunder bestemmelserne om konkurrenceforvridning og forholdet til virksomhedens ansatte ved virksomhedspraktik gælder også ved tilbud til denne gruppe.