Du skal straks skriftligt underrette Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvis der sker væsentlige ændringer i dit projekt i løbet af projektperioden. Det vil sige hvis de forudsætninger, som lå til grund for tilsagnet om tilskud ændres, eller hvis de vilkår, hvorunder tilskuddet er givet, i øvrigt ikke vil kunne overholdes.
Det gælder f.eks. hvis:
- Du ønsker at anvende tilskuddet til andre aktiviteter eller udgifter end dem, der er beskrevet i din ansøgning
- Dit budget for projektet ændrer sig væsentligt
- Du skønner, at projektets mål- og resultatkrav ikke kan nås
- Du skønner at dit projekt kan blive forsinket, og du derfor ønsker projektperioden forlænget.
Hvis du i løbet af projektperioden ønsker at ændre i dit projekt i forhold til din godkendte ansøgning, skal du skriftligt beskrive og begrunde dine ønsker om ændringer overfor Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Tilsvarende skal du som tilskudsmodtager komme med forslag til løsninger, hvis der opstår problemer i løbet af projektperioden (f.eks. hvis der er færre deltagere i projektet end forventet).
Arbejdsmarkedsstyrelsen vil herefter tage stilling til de foreslåede ændringer og løsninger. Vi vil samtidig vurdere, om det bevilgede tilskud eventuelt skal justeres.
Du må først iværksætte ændringerne eller løsningsforslagene, når du har fået en godkendelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.